Sundhed og balance

Når vi taler om sundhed omfatter det for de fleste af os vores kropslige sundhed – om vi spiser sundt, får trænet og bevæget os og er fri for kropsspændinger og smerter. Men kropslig sundhed er kun den ene side af sagen – den anden side er vores mentale sundhed. Skal vi holde os sunde og raske – og ikke mindst glade og tilfredse – livet igennem, er vi nødt til også at forholde os til vores indre tilfredshedsbarometer.
 

Naturligvis vil en sund krop og livsstil som regel også medføre en større glæde, fordi vi ’bor’ bedre i vores krop og fordi vi oplever succes med at nå de mål vi sætter os. Men mere eller mindre at overlade vores mentale sundhed til at bero på kropslige tiltag er nærmest at sammenligne med at male stuen i håb om at det også bliver hyggeligere i soveværelset. Det gør det utvivlsomt, fordi vi bliver glade for den nye stue, men hvorfor ikke også gøre noget ved soveværelset?
 

Mental sundhed handler om at have det godt inden i og da vi alle er forskellige, er der ingen løsninger der tilgodeser alle. Hvis du er stresset handler det om at finde ro og balance, hvis du føler dig ensom handler det om at invitere andre indenfor, hvis du er sorgfyldt handler det om at genfinde glæden, osv.
 

Kvinde-skov

Træning og sund kost kan være med til at skabe glæde og balance, men det kan også være med til at trække dig væk fra det du behøver for at finde din indre glæde, hvis sundhedskravene i stedet stresser og isolerer dig. Derfor er det vigtigt at du mærker efter og finder ud af hvad der skal til inden i dig, fordi livsglæde er lige så vigtigt for os som en sund krop.
 

Tid med mennesker du holder af, kærtegn, berøring, sanselighed og gode oplevelser vil som regel være en god løsning uanset om det handler om stress, ensomhed, sorg, e.lign., men er du hårdt ramt eller har svært ved at komme ud af dit ulykkelige mønster, så kan massage, akupunktur, healing eller terapi være en kærkommen hjælper. Men kun du kan mærke hvad du har brug for, så mærk efter – og gør noget ved det. For din egen skyld.